Bella Hadid: usikkerheden ved en 'topmodel' og et skønhedsikon

Modellen har udtalt sig om hendes status som et skønhedsikon, den behandling hun aldrig ville prøve og hendes teenageusikkerhed. Gå ikke glip af det!

Det ser ud til, at Bella Hadid kunne leve et roligt og ubekymret liv, men i virkeligheden har supermodellen været nødt til at kæmpe med hendes usikkerhed mere end én gang.

"Folk tror, ​​at jeg har meget tillid til mig selv, men faktisk er det noget, jeg har måttet lære," indrømmer Hadid, som indrømmer at være ubehagelig med sine "store hofter" og hans "sjove ansigt", da han var yngre. Nu, kl. 21, har hun ikke kun lært at udnytte sine særpræg, men hun vil også gør tingene klare for alle dine hadere på sociale medier. "Folk tror, ​​jeg har haft mere end en plastikkirurgi. Og ved du hvad? Du kan undersøge mit ansigt, hvad du vil, skat ... Jeg er endda bange for at lægge fyldstof på mine læber., Indrømmer celeb.

Derefter, Hadid taler om sin skønhedsrutine, på det tidspunkt farvede hun håret meget tosse og den eneste behandling skønhed At jeg aldrig ville smage

Hvordan lærte du alt om skønhed?

Jeg lærte om skønhed takket være min mor, men især når det kommer til hudpleje. Han fortalte mig altid, at sund hud er meget vigtigere end de ting, du lægger på den. Min far ville i mellemtiden aldrig have os i makeup, så det gjorde vi ikke. Jeg kørte på en hest, og min søster [Gigi Hadid] spillede volleyball. Dit udseende gjorde ikke noget i min familie, men hvordan du voksede op.

Betragtede du dig selv som en tomboy?

Absolut mere tomboy end nogen anden pige, men jeg havde også min feminine side. Da jeg gik i skole, havde jeg støvler på Dr. Martens med nederdele og strømper. Jeg husker, at jeg gav en af ​​mine venner en makeover, fordi han var endnu mere tomboy end mig. Vi var i sjette klasse, jeg tog hende med tøj, og sådan blev vi bedste venner. Jeg lærte, at du kan ændre folks liv i skolen (ler)! Og så fandt jeg også min kærlighed til mode.

Hvad har været dit skøreste skønhedsmoment?

Jeg har været igennem mange faser. Da jeg var 16, var jeg omkring grill [en type smykker, der bæres på tænderne], før det var fedt nok og det var de bestemt ikke. Jeg farvede mit hår blåt og lyserødt. Og jeg havde også regnbuehår en gang. Det var meget vanvittigt. Med hensyn til makeup vidste jeg virkelig ikke, hvordan jeg skulle gøre noget i mit ansigt, før jeg begyndte at arbejde med Dior og Peter Philips. Jeg havde ingen idé om, hvordan jeg skulle anvende kosmetiske produkter, eller hvordan jeg skulle gøre mine øjenbryn. Jeg ser tilbage og tænker "wow pige, du har virkelig lært."

Og var du i ungdomsårene nødt til at overvinde et vanskeligt øjeblik?

Ja, hun havde en lille talje og store hofter, og hun var buttet. Jeg elsker dem nu, men jeg var altid opmærksom på mine hofter, mens min søster havde mavemuskler og var meget atletisk. Jeg troede også, at jeg havde et meget mærkeligt ansigt ... Jeg kan huske, at jeg blev chikaneret netop på grund af mit udseende.

Og hvad gør du nu, når nogen kommenterer dig negativt?

Det har taget mig lang tid at lære ikke at lytte. Jeg slukker for telefonen og tror, ​​at menneskerne omkring mig er de eneste, hvis meninger virkelig betyder noget for mig. Hvorfor skal du læse disse kommentarer? De har tendens til at komme mere på grund af min personlighed end mit udseende, hvilket gør ondt mere.

Svarer du nogensinde?

Nej. Jeg har lært, at folk vil hade dig, og at du ikke kan gøre noget ved det, undtagen at være dig selv og elske dig selv. Men jeg føler den energi fra mennesker meget intenst. Nogle gange tænker jeg, "Jeg vil bare møde dig og fortælle dig, at jeg ikke er en dårlig person. Du behøver ikke være ond til mig."

Selvfølgelig er det dem, der har et problem, ikke dig.

Jeg vil gerne skrive til dem: "Hvis du går igennem en dårlig tid, vil jeg være der for dig." Det er klart, at de går igennem nogle problemer. Jeg ved, det handler ikke om mig. Vi er alle nødt til at komme over vores ting, og det er det, jeg vil formidle til børn i dag. Sidste år gennemgik jeg en alvorlig depression, og jeg tror, ​​det skete, for da jeg var lille blev jeg mobbet af børn i skolen. Og nu antager jeg, at jeg ikke burde være så selvbevidst (folk fortæller mig hver dag), men det er en meget personlig ting. I sidste ende går vi alle igennem det, fordi vi er mennesker.